Hvad er rumaffald og hvordan kan vi fjerne det?
Thomas
Rumaffald er menneskeskabte, ubrugelige smådele i kredsløb om Jorden, til fare og besvær for astronauter og astronomer.
Rumaffald, eller rumskrot, er en samlet betegnelse for alt det menneskeskabte skrot der ligger i kredsløb omkring Jorden, og som ikke længere bliver brugt til noget.
Det kan være alt fra satellitter, der er holdt op med at virke, og dele af rumraketter (f.eks. boostere som afkastes under opsendelse), til diverse genstande, som astronauter har tabt (f.eks. værktøj, skruer, kameraer og sågar en tandbørste), og helt ned til malingrester eller bittesmå metal-støvkorn, som har revet sig løs (f.eks. hvis en rumsonde kobler sig på en satellit).
Ifølge ESA's seneste opgørelse ligger der i øjeblikket
Rumskrot kan være farligt for satellitter, rumfærger og astronauter. Selv de bittesmå dele kan gøre betydelig skade, når de kommer flyvende med 30.000 km/t. Denne hastighed er ca. 10× så hurtig som en pistolkugle, og fordi energien er proportional med hastigheden i anden potens (E = ½mv2), vil et stykke maling på 0.1 gram svare omtrent til en pistolkugle, og dermed kunne såre en astronaut og/eller lave hul i deres rumdragt, hvis de er på rumvandring.
Et berømt scenarie kaldet Kessler-syndromet beskriver, hvordan små stykker rumaffald støder ind i større, som derfor rives i mindre stykker, som selv kan støde ind i andre stykker, osv. Efterhånden skabes en dominoeffekt, hvor himlen til sidst er dækket småstumper, mange af hvilke styrter ned, og ingen satellit eller rumstation kan vide sig sikker.
Om det er realistisk ved vi ikke rigtig, men rumskrot er i hvert fald forstyrrende for astronomiske observationer, fordi de reflekterer Solens lys, og dermed kan skabe små glimt som ødelægger vores billeder, og som vi så kan forveksle med "rigtige" astronomiske fænomener.
For 1½ år siden rapporterede en gruppe kinesiske forskere, at de havde set et såkaldt "gammaglimt" — eksplosionen af en tung stjerne — i den fjerneste kendte galakse. Men ved at se på, hvor ofte rumskrot kommer ind i teleskopernes synsfelt kunne vi vise, at rumskrot giver et glimt i én ud af ca. 1000 til 10.000 observationer, og at det var en langt mere sandsynlig forklaring end et gammaglimt. Det har jeg skrevet om her:
Rekordfjern eksplosion viser sig nok blot at være et stykke rumskrot.
Meget af rumskrotten ligger i så lave kredsløb, at stumperne efterhånden vil blive bremset op af atmosfæren, styrte ned, og brænde op som et stjerneskud.
For at undgå i det mindste at generere mindre rumskrot i fremtiden, er man bl.a begyndt at producere genbrugsraketter, og at designe satellitter til enten at styre til et "gravplads-kredsløb", eller styrte ned i områder uden mennesker (ofte i Stillehavet). Forskellige mere eller mindre eksotiske metoder til at indsamle rumskrot er blevet foreslået, f.eks. satellitter med net, robotarme, harpuner og lasere.
For nylig gennemførte det japanske (private) firma Astroscale en test af deres rumskrot-indsamler "ELSA-d", men i praksis er der ikke sket de store tiltag. Problemet, tror jeg, er dog, at der ikke er nogle internationale aftaler om at prøve at minimere mængden af rumskrot, så alle initiativer sker på mere eller mindre frivillig basis, hvilket som bekendt ikke fungerer helt lige så godt som f.eks. økonomiske sanktioner.
