Hvad er en galakse?

Kort forklaring

En galakse er en klump af stjerner, holdt sammen af tyngdekraften.

Små galakser består af millioner af stjerner, mens de største har milliarder eller endda billioner af stjerner.

Stjerner er dog kun en lille del af en galakse; mellem stjernerne ligger store mængder af gas og støv, samt noget mystisk "mørkt stof".

Denne artikel danner baggrund for en lidt længere artikel om galakser, udgivet på ForskerZonen.

Gå til encyklopædien

Galakser er klumper af stjerner

Når man kigger op på nattehimlen, ser stjernerne ud til at være nogenlunde jævnt fordelt. Men hvis man var bedre til at se — eller hvis man snyder og bruger et teleskop — ville man kunne se, at de ikke fortsætter med at være jævnt fordelt længere ude i Universet.

Stjernerne er i stedet klumpet sammen i galakser, holdt sammen af tyngdekraften. Hvor der typisk er nogle få lysår mellem stjernerne inde i en galakse, måles afstandene mellem galakserne nærmere i millioner lysår.

De mindste galakser har nogle millioner stjerner, mens de største har flere billioner. Vores egen galakse, Mælkevejen (eller "Galaksen" med stort G), kan betragtes som en typisk galakse, og har nogle hundrede milliarder stjerner.

image hover
Kort over Mælkevejen: Størrelsesforhold omtrent 1:20 trilliarder, alt efter din skærmopløsning.
Fordi vi sidder inde i Mælkevejen, kan vi ikke tage et "hel"-billede af den, ligesom vi kan med andre galakser, Men ved at måle afstande til stjerner og observere forskellige gasskyers tæthed og hastighed, kan vi alligevel kortlægge den og skabe et kunstigt billede.
Kredit: NASA/JPL-Caltech/R. Hurt (SSC/Caltech).

Hvad består galakser af?

Stjerner — levende og døde

Stjerner er der som sagt masser af. Stjerner lever længe, men ikke evigt. Når de løber tør for brændstof og dør, efterlader de hvide dværge, neutronstjerner, eller sorte huller.

Gas

Men faktisk er stjerner kun en lille del af en galakses samlede masse. Stjerner er lavet af gas, dvs. atomer der svæver frit rundt. Men mellem stjernerne — i det interstellare medium — ligger der også masser af gas. For små galakser kan der være lige så meget interstellart gas som stjernegas, mens andelen falder, jo større galaksen er.

Det interstellare medium er delt op i forskellige faser. Nogle områder er diffuse og ekstremt varme; millioner af grader. Her er gassen ioniseret, dvs. de fleste atomer har fået revet én eller flere elektroner af, pga. den høje temperatur. Andre områder er tættere og køligere, omkring 8-10.000 grader.

Jo varmere gas er, jo højere bliver trykket, og jo mere udvider det sig (det er derfor en varmluftsballon stiger til vejrs). Omvendt, hvis gassen køler rigtig meget af (til omkring 100 grader Kelvin, dvs. minus et par hundrede °C), fås tætte og meget kolde molekylskyer — det er dér de nye stjerner dannes.

Støv

I Big Bang skabtes stort set kun brint og helium. Når stjernerne dør, giver de en del af deres gas tilbage til det interstellare medium, men nu forurenet med tungere grundstoffer (som astronomer under ét kalder "metaller", selvom det nok skurrer lidt i ørene på en kemiker).

Nu om dage er efterhånden omtrent 2% af gasmassen blevet lavet om til metaller, og ca. 1/3 af dette er klumpet sammen til støv.

image hover
Ørnetågen: Dette billede (som jeg selv har taget) viser flere af en galakses bestanddele: Mellem stjernerne ligger gas; jeg har brugt et filter som fremhæver dobbelt-ioniseret ilt i blågrønt. Selve "ørnen" er en kold sky af molekyler og støvkorn. Der er også noget mørkt stof, men når gas har fortættet sig så meget, dominerer det stort over det mørke stof, som jo i øvrigt er usynligt, så glem bare at jeg sagde det.
Kredit: mig selv.
Planeter

Når en stjerne fødes, dannes en skive af gas og støv omkring den. Støv kan klumpe samme og danne småsten, som kan danne større sten, som kan danne planeter. I det samlede massebudget er planeterne en forsvindende lille del af en galakse, men de er nok nødvendige for at der kan opstå liv.

Supertunge sorte huller

I midten af de fleste galakser ligger et "supertungt" sort hul. Disse sorte huller kan veje millioner eller milliarder af Solmasser.

Tyngdekraft-mæssigt betyder de ikke det store ift. resten af galaksen, men i en periode kan det sorte hul skabe en "aktiv galaksekerne", eller en kvasar, som kan blæse en betragtelig del af galaksens stof helt ud af galaksen.

Mørkt stof

Men alt det ovenstående tilsammen udgør alligevel kun ca. 1/6 af den samlede masse. Størstedelen af en galakse er i virkeligheden noget helt andet, nemlig mørkt stof.

Det mørke stof adskiller sig fra det "normale" (eller baryoniske) stof ved, at det kun vekselvirker med tyngdekraften. Det normale stof kan køle og blive til en tæt galakse, men det mørke stof har sværere ved at klumpe samme, og ligger derfor i en meget større halo rundt om.

Det vi ser som en galakse er altså kun en brøkdel af, hvad er en galakse i virkeligheden er. Figuren her viser nogenlunde størrelsesforholdet mellem Mælkevejens komponenter.

image hover
Mælkevejens komponenter: De fleste stjerner og gasskyer ligger i en tynd skive (blå). Desuden har Mælkevejen, som 2/3 af alle spiralgalakser, en del af sine stjerner liggende i en tyk skive (cyan). I midten ligger en "bule" (orange), og i en halo omkring skiven (rød) ligger meget varm gas, samt nogle gamle stjerner og omkring 150 kuglehobe (gule). Alt dette ligger omgivet af en langt større mørk-stof-halo (grå).
Modellen er nogenlunde til skala, men i virkeligheden er de forskellige komponenter slet ikke så skarpt afgrænsede, men aftager i tæthed fra centrum og udefter. Det sorte hul er ikke tegnet med, hvor hvis det skulle tegnes til skala, ville det i denne model være ca. 1000 gange mindre end et atom.

Hvordan dannes galakser?

Dette afsnit greb lidt om sig, så jeg har skrevet en separat artikel om galaksedannelse.

Som en lille teaser kan jeg afsløre, at det har noget at gøre med tyngdekraft og hydrodynamik.

Hvilke slags galakser findes der?

Overordnet set kommer galakser i tre varianter: Spiralgalakser, elliptiske galakser, og irregulære galakser. Alle slags har dog flere undergrupper, der findes mellemting, og der findes nogle der er sådan lidt uden for nummer.

En galakses udseende kaldes dens morfologi. Vil man studere galaksers udvikling, er det rart at klassificere dem efter deres type, men somme tider er det lidt subjektivt hvilken morfologi en galakse har. Hvis du har lyst til at hjælpe astronomer med at klassificere galakser, kan du gå ind på galaxyzoo.org og være med til at bestemme.

Spiralgalakser

Spiralgalakser er de smukkeste, synes jeg. De er karakteriseret ved at have en rød-orange kerne, eller "bule", og nogle blåhvide spiralarme som ligger i en flad skive. Inde i spiralarmene er der kun 2-3 gange så mange stjerner som mellem dem, men fordi her foregår aktiv stjernedannelse, er de meget klarere, Og fordi der stadig er de store stjerner tilbage — som lyser blåligt, men brænder hurtigt ud — får armene denne farve.

Du kan læse mere om, hvordan armene opstår i artiklen om galaksedannelse.

Ca. 2/3 af spiralgalakserne har en bjælkeformet struktur som går ud fra bulen. Bjælken er nok en form for tæthedsbølge, ligesom spiralarmene er, og kan "suge" gas ind fra spiralarmene som kan bruges til at skabe nye stjerner. Denne gas kan også nære et supertungt sort hul i midten, så den bliver til en aktiv galaksekerne eller en kvasar.

Spiralgalakser klassificeres på en skala fra Sa (meget tæt opvundne arme), over Sab, Sb, og Sbc, til Sc (åbne veldefinerede arme). Hvis de har en bjælke, kaldes de SBa, SBab, osv.

image hover
Fire eksempler på spiralgalakser:
1) "Grand design"-galaksen M74.
2) Bjælkegalaksen NGC 1300.
3) Den "flokkulente" galakse NGC 4414.
4) Spiralgalaksen NGC 891 set fra siden. I dette tilfælde ses direkte ind i skiven, som er fuld af støv som "rødfarver" lyset.
Kredit: GMOS/NASA/ESA/STScl/Berentine/NOAO.
Elliptiske galakser

Elliptiske galakser er, tror vi, resultatet af sammensmeltningen af flere mindre galakser. Ved disse sammenstød stiger stjernedannelsen først voldsomt, og man får et eller flere "starbursts".

Den kraftige stjernedannelse bruger det meste af gassen op på én gang, og selve sammenstødet samt stjerne- og supernovavinde blæser resten ud, så det bliver svært at danne nye stjerner. Der er derfor kun de gamle stjerner tilbage, og da gamle stjerner er rød-orange, er det denne farve elliptiske galakser får.

Elliptiske galakser klassificeres på en skala fra E0 (næsten sfæriske) til E7 (meget aflange).

De største galakser i Universet er elliptiske, og kan blive mere end ti gange så tunge som Mælkevejen. De ligger oftest i midten af store galaksehobe, som er samlinger af hundreder eller tusinder af galakser der er bundet sammen af tyngdekraften.

image hover
Fire eksempler på elliptiske galakser: 1) 4C 73.08.
2) ESO 325-G004.
3) NGC 1132.
4) IC 2006.
Der er ikke meget sjov at komme efter hér, vel?
Kredit: ESA/Hubble/NASA
Alle de andre

Nogle galakser, især de mindre, er hverken elliptiske eller skiveformede, men har en helt anden form. Disse galakser kaldes irregulære. Det skyldes oftest sammenstød, eller nær-sammenstød, med andre galakser. Irregulære galakser er normalt små, da større galakser bedre kan modstå at blive revet rundt af en anden galakse.

Linsegalakser er en mellemting mellem elliptiske og spiralgalakser: De har lidt spiralstruktur, men også en tydelig elliptisk halo.

Jo større og tungere en galakse er, jo sjældnere er den. De fleste galakser er derfor dværggalakser, som så kan deles op i dværgspiraler, dværgellipser, dværg-irregulære, og dværg-sfæroidale galakser.

Ringgalakser har en bule som spiralgalakserne, og en noget større ringstruktur af stjerner. De er nok skabt af, at en anden galakse har smadret durk igennem midten af en spiralgalakse.

image hover
Fire galakser mere, men så er det også nok:
1) Den irregulære galakse NGC 1427A.
2) Dværg-sfæroidalen Fornaxdværgen.
3) Linsegalaksen Sombrero-galaksen.
4) Ringgalaksen Hoag's Object.
Kredit: NASA/ESA/HST/ESO/DSS2/IDA/STScI/AURA.
Hvordan finder man galakser?

Her vil jeg skrive lidt om de forskellige teknikker man bruger for at finde galakser.